Forstår du forskellen på ejendomsskat og ejendomsværdiskat?

31 December 2020 Camilla Skøtt

editorial

Ejendomsskat og ejendomsværdiskat. To begreber de fleste boligejere kender til. Men også to begreber som mange boligejere faktisk ikke helt kender forskellen på. Gør du?

Som boligejer bliver du beskattet af værdien af din ejendom og den matrikel, ejendommen ligger på, og selve beskatningerne går under navnene ejendomsskat og ejendomsværdiskat. Men den vakse boligejer tænker straks, at der da også er noget, der hedder grundskyld. Eller hvad?

Vi har taget et kig på de forskellige begreber, og under billedet kan du blive klogere på det hele.

Ejendomsskat (eller grundskyld)

Det er rigtig noteret, at der findes noget, der hedder grundskyld, men faktisk er det bare et andet ord for ejendomsskat. Ja, sikkert bare for at forvirre os boligejere.

Ejendomsskat (eller grundskyld) er en skat, du som boligejer skal betale til den kommune, du bor i, og den udregnes på baggrund af værdien af din grund. Det er kommunen selv, der fastsætter, hvor høj ejendomsskatten skal være – dog skal den ligger et sted mellem 1,6 og 3,4 procent af grundens værdi.

For lige at forvirre lidt mere så omtaler man faktisk sjældent ejendomsskat i procent. I stedet kalder man det grundskyldspromille, og den regnes sjovt nok i netop promille – og ligger altså mellem 16 og 34.

Den lavest grundskyldspromille finder du i kommuner som Gentofte, hvor den ligger på 16, mens kommuner som København og Hjørring topper listen med en promille på 34.

Ejendomsværdiskat

Hvor ejendomsskatten betales til kommunen og beregnes på baggrund af værdien af din grund, betales ejendomsværdiskat til staten, og den beregnes på baggrund af værdien af både ejendommen og grunden.

Denne skat betales automatisk over årsopgørelsen, og du skal derfor ikke undre dig, hvis du aldrig har set en faktura i den henseende. 

Ejendomsværdiskatten udgør som udgangspunkt 1 procent af ejendomsværdien, men hvis værdien overstiger 3.040.000 kr., er skatten 3 procent af den overskydende værdi.

More articles